Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 27 af 10. oktober 2002 om tilslutning af terminaludstyr til det offentlige telenet.

I medfør af §2, §3 stk. 3, §14 og §15 i landstingsforordning nr. 10 af 28. oktober 1993 om telekommunikation og teletjenester, som ændret ved landstingsforordning nr. 12 af 6. november 1997 fastsættes:

 

Anvendelsesområde

§ 1. Denne bekendtgørelse gælder for terminaludstyr, andet udstyr og interne net, der tilsluttes det offentlige telenet, og som er undtaget fra Hjemmestyrets eneret.
Stk. 2. Terminaludstyr omfattet af Hjemmestyrets eneret fremgår af bilag A til bekendtgørelsen.
Stk. 3. Koncessionshaver oplyser på forespørgsel, om udstyr er undtaget fra Hjemmestyrets eneret.

 

Definitioner

§ 2. Ved "terminaludstyr" forstås i denne bekendtgørelse udstyr, der med henblik på at sende eller modtage informationer er beregnet til
1) direkte at blive tilsluttet et termineringspunkt i det offentlige telenet, eller
2) at kunne fungere sammen med det offentlige telenet ved direkte eller indirekte tilslutning til et termineringspunkt i det offentlige telenet.
Stk. 2. Den tilslutning, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2, kan ske via et kabelsystem, radiosystem, optisk system eller et andet elektromagnetisk system.
Stk. 3. Det formål udstyret er beregnet til, angives af fabrikanten eller leverandøren. Terminaludstyr, som defineret i stk. 1, der anvender et tilslutningssystem, som benytter radiofrekvensspektret, skal være beregnet til at blive tilsluttet det offentlige telenet.

§ 3. Ved "det offentlige telenet" forstås den offentlige telekommunikationsstruktur, der giver mulighed for at transmittere signaler mellem termineringspunkter ved hjælp af trådforbindelse, radiobølger, optiske medier eller andre elektromagnetiske midler.

§ 4. Ved "termineringspunkt" forstås i denne bekendtgørelse det punkt, der repræsenterer overgangen mellem det offentlige telenet og det interne net.

§ 5. Ved "interne net" forstås i denne bekendtgørelse private telenet:
1) hos en abonnent, der anvendes til intern kommunikation hos abonnenten,
2) der anvendes til kommunikation mellem udstyr, omfattet af bilag A, hos abonnentenog termineringspunktet eller
3) som tilsluttes det offentlige telenet i termineringspunktet.
Stk. 2. § 5 omfatter ikke netværk, der anvendes af koncessionshaver, til formidling af telekommunikation for andre end den abonnent, hos hvem netværket fysisk er placeret. Sådanne netværk vil være en del af det offentlige telenet, jf. § 4.

§ 6. Ved "koncessionshaver" forstås i denne bekendtgørelse TELE Greenland A/S.

 

Tilslutning af terminaludstyr

§ 7. Terminaludstyr omfattet af § 1 må kun tilsluttes det offentlige telenet, dersom det er mærket på en af følgende måder:
1) Med "CE"-siegel som tegn på, at udstyret er omfattet af CTR. Mærkets udseende er vist i bilag B, nr. 1.
2) Med typegodkendelsesmærke efter national dansk standard. Mærkets udseende er vist i bilag B, nr. 2.
3) Med dansk typegodkendelsesmærke som tegn på, at udstyret samtidig er radioanlæg. Mærkets udseende er vist i bilag B, nr. 3.
4) Med "CE"-mærke. Mærkets udseende er vist i bilag B, nr. 4.
Stk. 2. Terminaludstyr omfattet af § 1 må kun tilsluttes det offentlige telenet i det af koncessionshaveren anviste termineringspunkt.
Stk. 3. Koncessionshaveren kan indføre begrænsninger i, hvilke typer terminaludstyr, der kan tilsluttes de offentlige telenet, dersom opbygningen af telenettene af tekniske eller økonomiske årsager nødvendiggør tekniske løsninger, der ikke understøtter bestemte typer terminaludstyr.
Stk. 4. Landsstyret kan beslutte, at bestemte typer af terminaludstyr ikke omfattes af stk. 3.
Stk. 5. Koncessionshaver offentliggør løbende, oplysninger om de tekniske specifikationer for grænsefladen til det offentlige telenet.

§ 8. Dersom koncessionshaver konstaterer, at udstyr, der i øvrigt opfylder kravene i § 7, giver anledning til fejl og forstyrrelser i nettene, skal udstyret frakobles telenettene medmindre koncessionshaveren bestemmer andet.
Stk. 2. Indehaveren eller brugeren af udstyr, der i henhold til stk. 1 skal frakobles, skal foranledige udstyret frakoblet efter anmodning fra koncessionshaveren, der tillige fastsætter en tidsfrist herfor.
Stk. 3. Under hensyn til statens og offentlige myndigheders sikkerhed, til sikring af den offentlige orden, ved fare for personer, ved forstyrrelse af samfundsvigtig kommunikation og ved andre hensyn af tilsvarende karakter, kan Landsstyret pålægge koncessionshaver uden varsel og uden forudgående indhentet tilladelse at frakoble udstyr, som giver anledning til fejl og forstyrrelser i telenettene.
Stk. 4. Ved samfundsvigtig kommunikation, jf. stk. 3, forstås den kommunikation via radio- eller teleudstyr, der er afgørende for at sikre menneskers liv og helbred og samfundsmæssig forsyningsvirksomhed.
Stk. 5. Under forudsætning af, at betingelserne i stk. 4 er opfyldt, betragtes følgende kommunikation som samfundsvigtig kommunikation:
1) Politiets kommunikation.
2) Forsvarets kommunikation
3) Nød- og redningstjenesters kommunikation.
4) Fly- og maritim kommunikation og navigation.
5) Sundhedsvæsenets kommunikation.
6) Kommunikation i forbindelse med samfundsmæssig forsyningsvirksomhed.
Stk. 6. Såfremt frakobling er sket i henhold til stk. 3, har koncessionshaver pligt til hurtigst muligt at underrette ejeren eller brugeren af udstyret herom samt angive årsagen til frakoblingen.

§ 9. Terminaludstyr, der i overensstemmelse med de gældende regler, er tilsluttet før denne bekendtgørelses ikrafttræden, må fortsat anvendes, men kan af koncessionshaver forlanges frakoblet i henhold til § 8.
Stk. 2. Terminaludstyr installeret efter denne bekendtgørelses ikrafttræden og som ikke er mærket i henhold til § 7, skal på koncessionshaverens anmodning frakobles omgående.

 

Overdragelse af interne net

§ 10. Koncessionshaver kan afhænde de interne net i bygninger til ejeren af bygningen.
Stk. 2. Har flere tættere beliggende bygninger samme ejer, kan netværk der forbinder de interne netværk i de enkelte bygninger afhændes til ejeren af bygningerne.
Stk. 3. Der må ikke være fremført tredjepartsforbindelser i det afhændede net, dvs. forbindelser, som andre kunder benytter ved tilslutning til det offentlige telenet. Indeholder nettet flere kunder, er der følgende muligheder:
1) Installationen splittes op, så øvrige kunder frilægges.
2) Der etableres et separat net til øvrige kunder.
Stk. 4. Afhændelse jf. stk. 1, kan ske vederlagsfrit eller ved salg.
Stk. 5. Sker afhændelsen ved salg, skal der underskrives en salgsaftale, på basis af tilbud fra koncessionshaver.
Stk. 6. Landsstyret godkender vilkår og priser for koncessionshavers afhændelse og salg af interne net.
Stk. 7. Koncessionshaver meddeler i hvert enkelt tilfælde ejeren af bygningen om overdragelsen. Er brugeren af det afhændede net en anden end ejeren af bygningen, meddeler koncessionshaver tillige brugeren af netværket om overdragelsen.

§ 11. Koncessionshaver skal ved afhændelse af de interne net, i hvert enkelt tilfælde, sikre at overdragelsen ikke er i strid med andres rettigheder.

§ 12. Ved overdragelsen af det interne net, oprettes et termineringspunkt til det offentlige telenet hos kunden.
Stk. 2. Ved oprettelsen af det i stk. 1 nævnte termineringspunkt, skal der i videst muligt omfang tages hensyn til kundens ønsker ved placeringen.

§ 13. Efter overdragelsen er det interne net ikke længere omfattet af koncessionen.
Stk. 2. Koncessionshavers forpligtelser og rettigheder over de interne net ophører tidligst ved overdragelsen af det enkelte net.

 

Brug af interne net til formidling af telekommunikation

§ 14. Andre end koncessionshaver må ikke, uden tilladelse fra Landsstyret, formidle telekommunikation for tredjemand.
Stk. 2. Undtaget fra forbudet mod formidling af telekommunikation jf. stk. 1 er:
1) Husstande, hvor formidlingen kan ske for andre medlemmer af husstanden.
2) Selskaber der tilsammen udgør en koncern, hvor formidlingen kan ske til de øvrige selskaber i koncernen.
3) Hoteller, hvor formidlingen kan ske til hotellets gæster.
4) Sygehuse, hvor formidling af adgang til det offentlige telenet til og fra de ansattes boliger via sygehusets interne net kan ske indtil 31. december 2006.
5) Særlige bestillingstelefoner placeret i lufthavne og tilsvarende, som er forbundet med det stedlige taxaselskab eller lignende via det offentlige telenet og som udelukkende benyttes til bestilling af taxa eller lignende, kan opretholdes indtil 31. december 2006.
Stk. 3. Telekommunikation mellem forskellige byer, bygder samt til og fra udlandet, skal foregå via det offentlige telenet.
Stk. 4. For stk. 2, nr. 3 gælder, at der skal være tale om hotelophold af begrænset varighed.
Stk. 5. For stk. 2, nr. 4 og 5 gælder undtagelsen kun de tilfælde, hvor formidlingen er etableret før 1. januar 2002.

 

Klager

§ 15. Klager over afgørelser i henhold til nærværende bekendtgørelse skal rettes til koncessionshaver.
Stk. 2. Koncessionshavers afgørelser i klagesager jfr. stk. 1 kan påklages til Landsstyret.
Stk. 3. Fristen for indlevering af klager i medfør af denne bestemmelse er fire uger efter modtagelse af den afgørelse, der påklages. Indgivelse af klage har ikke opsættende virkning.
Stk. 4. Landsstyreområdet for Boliger og Infrastruktur kan i særlige tilfælde bestemme, at klager jf. stk. 2, skal have opsættende virkning.

 

Sanktions- og straffebestemmelser

§ 16. For overtrædelse af § 7 stk. 1-2 og 5, § 8 stk. 1-2, § 9, stk. 2 og § 14 kan der idømmes bøde.
Stk. 2. Kriminallovens regler om konfiskation tilsvarende anvendelse ved overtrædelse af § 7, stk. 1-2, § 8 stk.1-3 og § 9, stk. 2.
Stk. 3. For overtrædelser, der begås af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af Hjemmestyret, en kommune, eller et kommunalt fællesskab, omfattet af § 64 i landstingslov om kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser m.v., kan der pålægges Hjemmestyret, kommunalbestyrelsen eller det kommunale fællesskab som sådant bødeansvar.

 

Ikrafttræden

§ 17. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. oktober 2002.
Stk. 2. Samtidig ophæves Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 12 af 28. juni 1999 om tilslutning af terminaludstyr til det offentlige telenet.




Grønlands Hjemmestyre, den 10. oktober 2002




Jørgen Wæver Johansen

/

Jens K. Lyberth

 

Bilag A

Bilag B (pdf-format)